Gå til indhold

Forårsture 2024

Forårsture 2024
  • 06. juni 2024

Turgruppen i DN Egedal har i foråret 2024 været på tre skønne ture. Både Skenkelsø sø og Gundsømagle sø blev besøgt og det blev også til en længere bustur til smukke steder i Vestsjælland. Læs mere om turene og de fine oplevelser.

Fugletur til Skenkelsø sø

Den 22. maj havde vi en fugletur til Skenkelsø sø med Arne Volf som kompetent guide til at bestemme fuglene. Omkring 20 personer havde valgt at være med på turen. På trods af en kraftig blæst så og hørte vi rigtig mange arter - ca. 40 forskellige. Her nævnes blot nogle få: nattergal, sivsanger, rørsanger, løvsanger, tornsanger, gøg og rørhøg. 

Bustur til Vestsjælland

Søndag den 26. maj gennemførte DN Egedal og DN Furesø den længe planlagte bustur til Vestsjælland, hvor 4 naturperler blev besøgt.

  1. Den første lokalitet vi ankom til var Saltbæk Vig, hvor vores guide Arne Volf havde aftalt at mødes med en lokalkendt, som fortalte historier fra området. Desværre blev vi overrasket af et voldsomt tordenvejr derude, som gjorde at vi ikke fik set helt så meget som vi havde håbet på. Med på turen havde vi Claus Helveg Ovesen, en dygtig botaniker, til at bestemme de mange sjældne planter vi så. På Saltbæk Vig fik vi set en orkide´eng med maj gøgeurt og kødfarvet gøgeurt.
     
  2. Næste stop var spidsen af Røsnæs hvor vi indtog vores medbragte mad. I løbet af ca. halvanden times ophold sås fiskeørn, canadagås, gråstrubet lappedykker og et flot mark firben. I skoven hørte vi bl. a. havesanger og gulbug.
     
  3. Fra Røsnæs gik turen videre til Eskebjerg Vesterlyng. Her så vi et væld af spændende, mere eller mindre sjældne planter: bl.a. salep gøgeurt, kødfarvet gøgeurt, maj gøgeurt, kattefod og soløje.  Herude i enebærområdet blev der set rødrygget tornskade, og på strandengen, en lidt usædvanlig sommerfugl: okkergul pletvinge.
     
  4. Ud på eftermiddagen ankom vi til Tissø Enge i den sydlige del. Her så vi en del spændende fuglearter: bl.a. 7 sortterner, 2 sorthalset lappedykkere, 5 gul vipstjert, et par knarand, flere skeænder, 1 havørn og en syngende bomlærke.

Fuld af gode oplevelser og hyggeligt  samvær var vi tilbage  på hjemegnen ved 19. tiden.

Aftentur til Gundsømagle sø

Den 28. maj var vi 7 deltagere på aftentur til Gundsømagle sø med naturvejleder Allan Gudio Nielsen som guide. Det var en pragtfuld vindstille aften, som gjorde at rigtig mange sangfugle var aktive. Vi hørte og så: 5 nattergale, indtil flere kærsangere, sivsangere, rørsangere, løvsangere, gransangere, tornsangere, rørspurve, 4 ungfugle og en gammel han skægmejse, en rørhøg og to rørdrummer. Tilbage ved udgangspunktet, i tusmørket, hørte og så vi tre natugleunger tigge om mad. Alt i alt en rigtig fin aften.

Todo
Todo
Todo
Todo